Et besøg til Halkidiki i det nordlige Grækenland

En nok lidt overset feriedestination, men som at være på en ferieø på fastlandet; Halkidiki i det nordlige Grækenland har meget at byde på, og er nemt at besøge. Her kommer lidt tips til et besøg til Halkidiki.

Halkidiki er et område i det nordlige Grækenland, og her får man fornemmelsen af at være på en ferieø, uden egentlig at være det. Halkidiki ligger kun 1 times kørsel fra Grækenlands 2. største by, Thessaloniki.

Halkidiki består af 3 “fingre” der er omgivet af krystalklart vand i det Ægæiske Hav. Den første hedder Kassandra, og er den mest “turistede” med masser af hoteller og resorts. Det er det område der ligger tættest på Thessaloniki og mange besøger derfor ofte området på grund af den ret korte køreafstand fra byen.

Den anden tange hedder Sithonia og er den lidt mere rolige og familievenlige. Her finder man mange naturskønne områder, campingpladser og selvfølgelig også hoteller og ferielejligheder.

På den 3. tange finder man Mt. Athos som er “lukket land” da området er hjemsted for 40 græsk ortodokse munkeklostre. Området kaldes derfor også Holy Mountain og der er lukket adgang for kvinder, og ikke-ortodokse mænd. Vil man nyde den uberørte natur og de skønne strande, så er der derfor kun 1 vej, og det er via sejlbåd.

Sithonia

Tips til rejser til Halkidiki

  • Halkidiki er nemt at rejse til via Thessaloniki, der har en international lufthavn med mange daglige afgange til hele Europa. Der er fx. direkte fly fra København til Thessaloniki med Ryan Air (i skrivende stund)
  • Man har brug for en bil hvis man vil rundt og besøge forskellige steder i området. Der er også busser men det er langt mere besværligt og de stopper hovedsageligt i landsbyerne. Der er masser af steder at leje biler.
  • Kassandra er stedet hvis man er til masser af mennesker, et heftigt natteliv og store resorts.
  • Sithonia er mere naturskønt, afslappet og familievenligt. Der er også masser af campingpladser i området

En tur med autocamperen

Vi har rejst rundt i Halkidiki med autocamper, og der er masser af mulighed for at campere især på den midterste halvø. Her er der både organiserede campingpladser, men der er også gode muligheder for at parkere og overnatte i det fri.

Af gode campingpladser vi har boet på kan vi nævne Camping Armenistis, Camping Stavros og Camping Kouyioni. En god destination til fricamping kunne være Gulf of Toroni. Vil man besøge den første halvø kan vi nævne Camping Paliouri og Camping Ouzouni Beach.

Der er mange campister i området på grund af den lette tilgængelighed. Der kommer folk fra hele Europa da det er nemt at komme hertil. Campister kører enten over Balkan-landene eller sejler fra Italien til Igoumenitsa. Der kommer også mange folk fra Bulgarien og Balkan da det er den nærmeste badedestination, ligesom området er særdeles besøgt af grækere fra hele det Nordlige Grækenland.

 

 

Skriv et svar