All Inclusive Rejser Egypten

Nå! Jeg har været på charterrejse. All Inclusive. Har aldrig prøvet det før – men én gang skal jo være den første. Og jeg kan kun sige én ting: Det var fantastisk – og jeg gør det gerne igen. Meget gerne, snart!

Egypten All Inclusive

Rejsen gik til Sharm el-Sheikh (før hajangreb) midt i den kolde vinter. Det blev til en hurtig afbudsrejse med kort varsel, og der var kun én uge at bruge af, så det blev Egypten All Inclusive. Det vil sige én uge med sommer og sol, uden vasketøj, madpakker, tøjvask og madlavning.

Vi boede på Grand Hotel Sharm på halvøen Hadaba i Sharm el-Sheikh. Det kan bestemt anbefales hvis man har brug for en pause, for der er dømt ren afslapning på første klasse. Det er et stort resort med flere store swimmingpools og et plateau ned til havet med liggestole, parasoller og restaurant. Herfra kan dykkes og snorkles dagen lang. Der findes 4 restauranter på hotellet, enten med buffet og á la carte, og det er rigtig god mad med mange forskellige spændende retter. Derudover er der to snackbars, som serverer mad og drikke ud over hovedmåltiderne. Den ene var foretrukne hæng-ud sted for vores to-årige, som udviklede et underholdende venskab med en af tjenerne.

Der er rig mulighed for underholdning på hotellet, med forskellige slags sport, musik, dans etc. og der er shuttle-bus til Naama Bay, som ligger ca. 6 km væk. Tættere på finder man den gamle bazar, hvor man kan gøre en god handel på alskens spændende tingel-tangel, som man kan slæbe med hjem, hvis man har plads i kufferten. Hotellet har også en wellness afdeling med spa, massage og diverse skønhedsbehandlinger.

Værelserne er forholdsvis små, men meget komfortable, og har store terasser/balkoner med en fantastisk udsigt. Der kan købes internetadgang, og der er trådløst netværk overalt på hotellet. Der er meget rent og pænt, og hotellets vand er renset, så man behøver ikke være nervøs for baktusser når man børster tænder, spiser salat og den slags.

Personalet er utroligt venligt, og man kan nemt få sig en lille hyggesnak hvis man lyster. Vi rejste med børn, og det er et rigtig godt hotel, hvis man rejser med børn. Der er børneklub,, hvor der er underholdning til børnene, samt børnepools og diverse børneområder, men børn er generelt velkomne overalt. Man kan godt mærke, at man er i en kultur, der elsker børn, for personalet kommer ofte hen og snakker og leger lidt med de små.

Hotellet har 4 stjerner, og jeg tror det er vigtigt at man ikke går for langt ned, når man tager på all-inclusive rejse i Egypten. All-inclusive hoteller kan hurtigt få et dårligt ry, hvis der for eksempel er problemer med maden, eller det hele bare virker for samlebåndsagtigt. På dette hotel var kvaliteten i top, og der var på ingen måde problemer med noget som helst.

Det er bestemt en tur der kan anbefales – og jeg skulle ihvertfald ikke tøve med at tage turen igen.

Rejser til Egypten – Besøg charmerende Dahab på Sinaihalvøen

Rejsetips til Dahab i Egypten; en perle på Sinaihalvøen

De fleste rejsende til Egyptens Sinaihalvø, ankommer til det store ferieparadis i Sharm el-Sheikh, hvor det er nemt at finde en billig charterrejse til Egypten. Men ønsker man derimod at komme lidt væk fra de store mængder af turister, så er Dahab en god mulighed for at finde lidt fred og ro. Naturligvis er der også masser af turister i Dahab, men byen har formået at bevare sin tilbagelænede atmosfære, og der er rig mulighed for at slappe af i den lille charmerende by.

Dahab er en lille by på Sinaihalvøens sydøstkyst. Byen ligger ca. 80 km nordøst for Sharm el-Sheikh. Dahab var oprindeligt en lille fiskerlandsby for beduiner, og er nu en af de mest attraktive dykkerdestinationer i Egypten, og er også populær blandt surfere.  Dette er med til at give byen en charmerende og tilbagelænet atmosfære, som ellers er sjælden at finde. Byens beduin historie er dog også tydelig at mærke i byen, hvor strandpromenaden primært består af små hyggelige caféer og restauranter i typisk beduinstil, med masser af kludetæpper og puder og rig mulighed for at prøve en vandpibe.

Seværdigheder og aktiviteter i Dahab

Skt. Katharina-klosteret

Fra Dahab kan man besøge Sankt Katharina klosteret, som man finder på Sankt Katharina bjerget cirka 6 km syd for Sinaibjerget. Her ligger et kloster, som idag drives af en lille flok græsk-ortodokse munke. Klosteret ligger ved foden af Moses-bjerget, som er kendt for historien om Moses, der efter sigende fik overbragt de 10 bud på dette bjerg. Der kører busser og taxier fra Dahab til området.

Kamelsafari

Man kan også tage på en kamelsafari og opleve Sinais ørkenlandskab fra den vuggende kamelryg. Der er kamelridninger langs stranden i Dahab, men man kan også tage på en decideret tur længere ud i ørkenen, hvor man vil blive mødt af beduiner og deres kameler, og drikke te på ægte beduinmaner.

Dykning

Som tidligere nævnt, så er Dahab en af de helt store dykkerdestinationer i Egypten. De mest populære steder er Blue Hole og The Canyon. Har man ikke prøvet at dykker før, så er Dahab et rigtig godt sted at begynde. Der er rig mulighed for at lære at dykke, og få et certifikat, og er man helt nybegynder så kan man starte med et prøvedyk, for lige at se det an. Har man alligevel ikke mod på det, så er Det Røde Hav også helt fortrinligt til snorkling på grund af det klare vand, de smukke koralrev og de farvestrålende fisk.

Klimaet i Dahab

Klimaet på Sinaihalvøen er mildt hele året rundt. Sommeren er dog brændende varm, og temperaturerne når nemt op til de 40 grader. Mere mildt er det om vinteren, hvor dagene godt kan være varme, selvom det bliver noget koldere om natten. December og januar kan være kølige, men stadig milde.

Rejser til Egypten – Luxor og det antikke Egypten

Besøg Luxor på din rejse til Egypten

Hvis man rejser til Egypten, så bør man bestemt også overveje et besøg i Luxor; en spændende by ved Nilens bredder i det centrale Egypten. En rejse til Egypten har to uundværlige seværdigheder; pyramiderne i Giza og byen Luxor. Luxor emmer af historiske seværdigheder og byens historiske vigtighed mærkes stort set overalt i byens atmosfære.

Luxor – hovedstaden i det antikke Egypten

I antikken var Luxor kendt som Theben, og var den centrale hovedstad. Idag er byen kendt for sine mange templer, kongegrave, ørkenlandskabet og sejlture på Nilen, samt det moderne byliv som idag kan opleves i Luxor.

Luxor er en af de vigtigste byer i Egypten, når man taler om antikke templer og antikkens arkitektur.

Seværdigheder i Luxor

De fleste besøgende vil primært opholde sig på Nilens østbred, hvor man finder selve byen Luxor, samt masser af indkvarteringsmuligheder, hoteller, restauranter, basaren og de rigelige muligheder for shopping.

Et besøg på den anden side af Nilen er dog en helt klar nødvendighed, for her finder man Kongernes Dal, hvor man kan opleve gravkamre fra konger og dronninger; man kan blandt andet besøge Tutankhamons imponerende gravkammer.

Andre vigtige seværdigheder i Luxor er Karnak Templet, og det nærliggende Luxor Tempel. Man bør desuden ikke snyde sig selv for en sejltur på Nilen i en Filukka – de karakteristiske små sejlbåde, som sejler op og ned af Nilen dagen lang.

Filuka på Nilen i Luxor, Egypten

Fantastiske Egypten – Sharm el-Sheikh

Sol og varme hele året rundt

Egypten byder på mange muligheder for alle typer rejsende. Selv har jeg rejst meget i Egypten, både som backpacker med lokale busser på billige hostels og som solslikkende charterturist på luksuriøse all-inclusive hoteller. Og jeg kan kun sige at begge dele har sin charme og er en oplevelse værd.

Sinai består af ørken og høje bjerge. Midt i det golde landskab findes der oaser af hoteller, shoppingcentre, bazarer, restauranter, barer og hvad man kan ønske sig af underholdning.

Sharm el-Sheikh er en velorganiseret ferieby på Sinai-halvøen kun 5 timers flyvning fra Danmark. Her finder man sol og varme året rundt, spændende oplevelser og krystalklart vand i Det Røde Hav med de kystnære koralrev. Området er særligt populært blandt dykkere pga. de mange fantastiske koralrev. Er man ikke så vild med at komme på dybt vand, så er det et oplagt sted at finde snorklen frem og betragte de undersøiske landskaber fra vandoverfladen.

Fra Sharm el-Sheikh kan man også tage på længere udfluger f.eks. til Cairo og pyramiderne, som bestemt er et besøg værd, hvis man er på disse kanter. Eller man kan besøge det mere afslappede område tættere på, hvis man bevæger sig mod det tilbagelænede Dahab eller Nuweiba. Man kan også besøge Skt. Katherine klosteret som ligger på Egyptens højeste bjerg.