All Inclusive Rejser Egypten

Nå! Jeg har været på charterrejse. All Inclusive. Har aldrig prøvet det før – men én gang skal jo være den første. Og jeg kan kun sige én ting: Det var fantastisk – og jeg gør det gerne igen. Meget gerne, snart!

Egypten All Inclusive

Rejsen gik til Sharm el-Sheikh (før hajangreb) midt i den kolde vinter. Det blev til en hurtig afbudsrejse med kort varsel, og der var kun én uge at bruge af, så det blev Egypten All Inclusive. Det vil sige én uge med sommer og sol, uden vasketøj, madpakker, tøjvask og madlavning.

Vi boede på Grand Hotel Sharm på halvøen Hadaba i Sharm el-Sheikh. Det kan bestemt anbefales hvis man har brug for en pause, for der er dømt ren afslapning på første klasse. Det er et stort resort med flere store swimmingpools og et plateau ned til havet med liggestole, parasoller og restaurant. Herfra kan dykkes og snorkles dagen lang. Der findes 4 restauranter på hotellet, enten med buffet og á la carte, og det er rigtig god mad med mange forskellige spændende retter. Derudover er der to snackbars, som serverer mad og drikke ud over hovedmåltiderne. Den ene var foretrukne hæng-ud sted for vores to-årige, som udviklede et underholdende venskab med en af tjenerne.

Der er rig mulighed for underholdning på hotellet, med forskellige slags sport, musik, dans etc. og der er shuttle-bus til Naama Bay, som ligger ca. 6 km væk. Tættere på finder man den gamle bazar, hvor man kan gøre en god handel på alskens spændende tingel-tangel, som man kan slæbe med hjem, hvis man har plads i kufferten. Hotellet har også en wellness afdeling med spa, massage og diverse skønhedsbehandlinger.

Værelserne er forholdsvis små, men meget komfortable, og har store terasser/balkoner med en fantastisk udsigt. Der kan købes internetadgang, og der er trådløst netværk overalt på hotellet. Der er meget rent og pænt, og hotellets vand er renset, så man behøver ikke være nervøs for baktusser når man børster tænder, spiser salat og den slags.

Personalet er utroligt venligt, og man kan nemt få sig en lille hyggesnak hvis man lyster. Vi rejste med børn, og det er et rigtig godt hotel, hvis man rejser med børn. Der er børneklub,, hvor der er underholdning til børnene, samt børnepools og diverse børneområder, men børn er generelt velkomne overalt. Man kan godt mærke, at man er i en kultur, der elsker børn, for personalet kommer ofte hen og snakker og leger lidt med de små.

Hotellet har 4 stjerner, og jeg tror det er vigtigt at man ikke går for langt ned, når man tager på all-inclusive rejse i Egypten. All-inclusive hoteller kan hurtigt få et dårligt ry, hvis der for eksempel er problemer med maden, eller det hele bare virker for samlebåndsagtigt. På dette hotel var kvaliteten i top, og der var på ingen måde problemer med noget som helst.

Det er bestemt en tur der kan anbefales – og jeg skulle ihvertfald ikke tøve med at tage turen igen.

5 gode grunde til at tage ud og rejse med børn

Nogle forældre ryster på hovedet ved tanken om, at tage ud og rejse med børn. Man hører ofte sætningen “vi venter til børnene er blevet store”. Men det er rent faktisk ikke nødvendigt, fordi selvom det kræver en del forberedelse og tilpasning, at rejse med børn, så kan det samtidig være en meget berigende oplevelse – for både store og små. Her kommer 5 gode grunde til at rejse med børn:

  1. Vi oplever ofte tingene anderledes, når vi deler oplevelserne med børn. En tur til Paris, vil måske føles velkendt for mange, men hvis man ikke har haft børnene med før, så vil man opleve helt nye sider af byen.
  2. Du vil opleve den lokale kultur på en ny måde. Folk elsker børn, og det er nemmere at bryde de personlige barrierer via børnene. Dvs. du vil opleve at komme i kontakt med lokalbefolkningen på en anden måde, end hvis man rejser som voksen turist. Desuden vil du få større indblik i hverdagslivet, da du vil få brug for at besøge de små lokale butikker, bagerier, apoteker i stedet for kun restauranter og turistbutikker.
  3. Børnene lærer en masse nyt gennem deres nye oplevelser og erfaringer. De får helt nye sanseoplevelser; ser nye ting, nye lugte, nye lyde, nye smagsoplevelser etc. De vil prøve at kommunikere med andre børn, muligvis uden at have et fælles sprog, så de vil opleve nye måder at kommunikere på.
  4. Nye oplevelser i fremmede omgivelser styrker de familiære bånd. I vil dele en masse spændende erfaringer, som i vil kunne mindes i mange år.
  5. Børn er ikke så bange for at bryde rutinerne, som voksne ofte er. Børn er fra naturens side fleksible og gode til at omstille sig. De kender ikke selv rutiner – det er noget vi voksne skaber for dem. Det kan være sundt for hele familien at bryde rutinerne for en periode, da det vil give mulighed for større nærvær og muligheden for at opleve nye sider af hinanden.

Safari på den afrikanske savanne

På Safari med familien

Kan man kombinere en safari-tur med familieliv og små børn? Mange vil nok ryste på hovedet – men det kan man faktisk godt. Vi havde vores to-årige med i Sydafrika, og da det ikke er hver dag man får mulighed for at opleve Sydafrikas dyreliv på så tæt hånd, så skulle vi naturligvis på safari.

Vi måtte naturligvis rette os efter barnets behov, så hvis vi voksne havde været afsted alene, så havde det muligvis set lidt anderledes ud. For at opleve løverne starter man ofte tidligt om morgenen, da løverne typisk er fremme ved daggry og ved solnedgang. Men da det ikke rigtigt passede med lillemandens rytme, og da vi ikke synes det ville være så hensigtsmæssigt at tage afsted med en gruppe, så tog vi til en savanne, hvor man kan køre ind i egen bil. Dvs. der var ikke overhængende fare for at blive ædt af en løve, hvilket i sig selv er ret betryggende.

Her kunne vi køre rundt på egen hånd, på afmærkede ruter, og betragte dyrene. Der var gnuer, gazeller, zebraer, flodheste, giraffer og andre ikke navngivne dyr, som var spændende for hele familien. Men det mest spændende var elefanterne, som man kan komme rigtig tæt på, hvis man forholder sig i ro. Vi betragtede dem langt væk fra, hvor de holdt pause ved vandhullerne for at tage bad og drikke vand. Men vi var også så heldige, at komme rigtig tæt på en mor-elefant med sin lille baby, hvilket skabte stor begejstring i vores lille bil.

Så det var en ret afslappet safari men det passer godt sammen med små børn. Så kan vi altid tage på en anden safari med vilde dyr når de bliver lidt større. Så det kan bestemt godt lade sig gøre, at tage på safari med små børn. Der er også masser af andre muligheder for at opleve Afrikas dyreliv på tæt hold, da der findes masser af elefantparker, strudsefarme, slangefarme og abeparker. Sidstnævnte var en rigtig god oplevelse med en masse forskellige slags aber, vel at mærke ikke i bur, og det var faktisk en anelse grænseoverskridende at gå rundt i skoven med så mange aber flakkende om ben og ører. Kan godt afsløre at moderen var en anelse mere utryg end børnene.

Er du interesseret i at tage på safari – med eller uden børn – så kan du lige nu finde mange gode tilbud på safari-rejser hos Travelmarket

Her kan du finde safari-rejser til både Sydafrika, Kenya og Indien, så der er masser af spændende destinationer at vælge imellem, hvis du har fået lyst til at opleve nogle vilde dyr.

Rejser til Tyrkiet – Alanya

Alanya er en populær badeby i det sydlige Tyrkiet, som ligger cirka 150 km fra Antalya, hvor de fleste besøgende vil ankomme med fly til Antalya lufthavn. Omkring Alanya findes nogle af de fineste strande i Tyrkiet, og man finder de smukke bjerge i baggrunden. De fleste historiske seværdigheder i Alanya, finder man på den store klippe der strækker sig ud i havet. Desuden findes der mange historiske bygninger, tårne, moskéer, gamle huse og en hyggelig lille havn i den gamle by. Desuden finder man masser af liv i byen med mange caféer, te-huse, restauranter, samt masser af spændende butikker man kan gå på opdagelse i.

Seværdigheder i Alanya

Alanya er berømt for sine uovertrufne strande. Mest centralt i byen finder man den skønne sandstrand, Kleopatra, og længere mod øst ligger en anden strand med fint og blødt sand. Der er et rigt udvalg af beach barer at vælge imellem, ligesom der findes masser af muligheder for vandsport. Alanya er også berømt for sit natteliv, hvor der er et bredt udvalg af barer og natklubber for de danselystne.

Når man rejser til Alanya, så kan man også besøge Damlatas Cave , tæt ved den store fæstning på toppen af klippen ved Alanya. Den store fæstning er nok en af byens mest populære seværdigheder, og stammer tilbage fra 1200-tallet. Det er desuden en god idé at leje en båd, så man kan udforske de mange huler og grotter fra vandet. Desuden kan man tage en forfriskende dukkert direkte fra båden i det krystalklare vand.

Desuden er der masser af  muligheder for de shoppelystne. Imellem havnen og byens centrum ligger en spændende og livlig bazar, med utallige butikker der venter på at blive udforsket. Her kan man finde alt fra vandpiber og mavedanserkostumer til solbriller, nødder og tørret frugt, sko, tasker og lign. En anden god oplevelse under en ferie i Alanya, er at besøge et af de mange tyrkiske bade, hammam, hvor man kan få en klassisk tyrkisk massage og hvor man kan få opladet batterierne. Desuden kan man vende tilbage til stranden bagefter, klar til en ny tur i solen.

Rejser til den smukke ø i Grækenland – Santorini

Rejser til Grækenland – Vulkanøen Santorini

Santorini er den sidste og mest sydlige af øerne i øgruppen Kykladerne i Grækenland. Omkring Santorini finder man Kreta mod syd, Ios, Folegandros og Sikinos mod nord, og Anafi og Amorgos mod øst.

Santorini er en vulkanø, med hovedøen, Thira, og nogle små omkringliggende øer, som også hører med til Santorini. Omkring 1645 f.Kr., gik en vulkan på midten af øen i udbrud, og udbruddet var så voldsomt at øen blev sprængt i stykker, og dannede calderaen; det kraterlignende formation, som blev tilbage efter vulkanens udbrud.  Området har senere undergået yderligere vulkanudbrud, hvorved de nuværende øer blev dannet. Det seneste vulkanudbrud på Santorini forekom i 1950.

Santorinis skønhed – en af de smukkeste græske øer

Santorinis skønhed er ikke til at komme udenom, denne græske ø lever op til alle forventningerne, og pryder mange postkort rundt omkring. Og det er ikke uden grund, for øen lever virkelig op til motiverne på de mange postkort. Med sin halvmåne form, ligger øen smukt omringet af det reneste blå vand, med en farve der er så intens på grund af havets dybde i vulkankrateret. En svømmetur i calderaen er en uforglemmelig oplevelse, da man vil blive omsluttet af det blå hav og intet andet end den mest intense blå farve med sollyset der leger gennem havets overflade. De to største byer på Santorini, Fira og Oia, ligger smukt beliggende med deres hvidkalkede huse med de karakteristiske blåmalede hustage. Øen er intet mindre end indbegrebet af et postkort fra en ferie i Grækenland.

Seværdigheder på Santorini i Grækenland

En af de vigtigste seværdigheder på Santorini, er Akrotiri; en landsby fra den minoiske civilisation, som blev dækket af et lag aske ved et vulkanudbrud, og som senere blev gravet fri af asken, og hvor man opdagede hvor velbevaret store dele af landsbyen var.

Når man besøger Grækenland, og ankommer til Santorini, bør man heller ikke gå glip af den berømte solnedgang fra Oia. Stedet her er berømt for sine utroligt smukke solnedgange, og selvom det er en oplevelse man vil dele med mange, så er det en virkelig smuk solnedgang man kan nyde her. Solnedgangen i Oia er faktisk kendt som værende den smukkeste solnedgang i verden.

Hovedstaden Fira har et bredt udvalg af butikker, restauranter og caféer, og byen er utroligt hyggelig til en gåtur henunder aften. Santorini har også et bredt udvalg af hoteller i alle prisklasser, så der er noget for enhver smag.

Montenegro – et land fuld af overraskelser

Ved en gennemrejse igennem Montenegro vil man opleve, at landet er så fyldt af kontraster, at det nærmest kan være svært at forstå. Man vil ihvertfald kunne opleve en overraskende fornemmelse, når man på den ene side kan opleve hovedstaden, Podgorica, som ikke kan betegnes som en køn by, og som også bliver overset af de fleste turister. Mange turister vil ankomme her, da der ligger en international lufthavn i nærheden, men der er ingen særlig grund til at blive i hovedstaden. Der findes ingen nævneværdige seværdigheder i Podgorica, men der findes et udvalg af hoteller, restauranter og barer, hvis man får brug for en overnatning i byen.

Rejser til Monenegro – Det nordlige Montenegro

Det nordlige Montenegro byder på et helt fantastisk landskab med de mange høje bjerge og frodige dale. Landskabet er virkelig smukt, og kan også betegnes som et område i hastig udvikling, når det angår turismen. Naturen her indbyder til så mange udendørsaktiviteter, at det kan være svært at vælge. Om sommeren kommer turister for at opleve vandreture i bjergene, riverrafting og rapelling, hvorimod det er skisporten der trækker om vinteren. Montenegro er helt oplagt til en skiferie, og sneen kan ligge helt op til mandshøjde om vinteren. Der findes mange gode og eksklusive overnatningsmuligheder, hvorfra man kan nyde de aktiviteter man ønsker. Montenegro bruger Euro, men prisniveauet er stadig langt under hvad man forventer på en sædvanlig skiferie.

Kolasin – en uopdaget perle

Et sted som fortjener en del opmærksomhed er en lille by i det nordlige Montenegro, Kolasin. Kolasin har omkring 4000 faste indbyggere, men tallet stiger ofte i takt med de mange turister der kommer og går, for at holde ferie i den fantastiske natur. Kolasin er en lille og stille by, der ligger cirka 70 km fra hovedstaden, og her er landskabet perfekt til at gå på opdagelse i den uopdagede natur.

Kolasin blev grundlagt af tyrkerne i det 17. århundrede og er beliggende mellem floderne Tara og Moraca, og er omgivet af et fantastisk bjerglandskab. Byen er nærmest som en bjerrig oase i et land, som ellers godt kan være lidt barskt af og til. Byen er beliggende i omkring 1000 meters højde, og er en god destination både til sommer- og vinterferie. Klimaet gør, at luften er utroligt ren, ligesom vandet også er rent og friskt. Kolasin er et virkelig godt sted at få genopladet batterierne, og man vil uden tvivl forlade byen i en mere afslappet tilstand.

Landskabet omkring byen er domineret af bjerge, floder, søer og skove. En særlig attraktion for turister er Biogradsko Lake, som findes i nationalparken, Biogradska Gora, Biograd National Park. Biogradsko Lake er beliggende i 1094 m højde og her finder man rige muligheder for naturskønne vandreture. Landskabet er så rent og uspoleret, at man ikke kan undgå at blive betaget af stedet.

Rejser med børn

Gode råd til dig der skal på ferie med små børn

Det kan sagtens lade sig gøre, at rejse med små børn, selvom det nok er noget som kan afskrække mange. Der skal pakkes, organiseres og planlægges, og mange vælger derfor at blive i nærheden, fordi det hurtigt kan virke uoverskueligt. Men der er dog mange fordele ved at rejse med børn, og det er slet ikke så uoverskueligt, som det måske kan virke. Faktisk er det en utroligt berigende oplevelse at rejse med børn, man kan ligefrem opleve, at man kommer tættere på kulturen i visse lande, hvor børn spiller en mere central rolle i hverdagslivet, og derfor skaber en anden kontakt med lokalbefolkningen. Ligeledes kan det være spændende at opleve, hvordan børn lever og opvokser i andre kulturer, som måske er vidt forskellige fra ens egen hverdag. Det kan endda være spændende for børnene at se, hvordan folk lever i andre lande. Så det ville være ærgeligt at snyde familien for en ferie, blot fordi der er kommet en ny baby eller fordi der er småbørn i familien.

Flyrejser med børn

Skal man rejse med fly, så er det en god idé, at sørge for underholdning til rejsen. Alt afhængig af, om det er en længere eller kortere flyrejse, så er det en god idé, at være forberedt, således at der er noget til at fange opmærksomheden undervejs. Er det en længere rejse, så er det en god idé med en pyjamas og nogle varme strømper, så barnet kan være behageligt klædt på. Ligeledes er det godt med tæpper og puder, eller måske en babydyne, så barnet kan sidde behageligt i flysædet. Rejser man med en baby kan man ofte reservere bestemte sæder i flyet, hvor man ikke har sæder foran, og man kan få en babyseng til at hænge på væggen. Denne seng kan dog kun bruges indtil en bestemt vægtgrænse, så tjek med flyselskabet inden. Rejser man med en større baby eller barn, kan disse pladser også være gode, da man har lidt mere benplads og kan strække benene, ligesom barnet kan sidde lidt på gulvet, såfremt der ikke er turbulens. Mange fly viser film, men det er ikke altid de er velegnede til børn, eller måske er barnet ikke interesseret. Et forslag til underholdning, kan være en lille taske med små overraskelser, f.eks. nyt legetøj pakket ind i gavepapir, således at det tager lidt tid for barnet at åbne legetøjet. En tegnetavle, hvor tegningerne kan viskes ud, er også en oplagt mulighed når man flyver med børn. Mad, drikke og snacks er også god underholdning, dog skal man huske de sunde madvarer, da slik og sukkerholdige drikke ikke kan anbefales når man flyver med børn.

Bilrejser og lange køreture med børn

Lange køreture kan afskrække mange småbørnsfamilier, men hvis man overvejer situationen og forbereder sig, så kan en familieferie i bil sagtens blive en fornøjelse for både børn og forældre. Det vigtigste er, at indrette sig efter barnets behov, således at barnet får rigeligt med pauser og rigeligt med fornuftige måltider. De mange fastfood restauranter der findes langs de europæiske motorveje er ikke altid hensigtsmæssige, så det er en god idé, at stile efter de steder, hvor man kan få sundere måltider, hvis man ikke kan medbringe mad til hele turen. Af snacks til bilen, er det bedre med nødder, frugt, rosiner og lignende fremfor slik og chokolade, som kan bringe ethvert barn i ubalance. Man kan med fordel holde nogle lange og aktivitetskrævende pauser, hvor man både får et måltid, og samtidig får brændt noget energi af, f.eks. ved en gåtur eller ved en legeplads, som ofte findes på restepladserne. På den måde, vil børnene få brugt deres krop, og kan derefter klare endnu et stræk i bilen. Mange børn vil sikkert tage en lur, men til de vågne timer er det vigtigt med underholdning, f.eks. små spil, tegnetavler, huskelege, bøger og lignende. Bærbare dvd-afspillere er også blevet populære, men man skal huske at begrænse brugen, da barnet ellers kan blive sløvt og utilpas. Men husk at holde mange pauser, og stop i god tid, så aftenen kan bruges på noget andet end at sidde i bilen, og derved få brugt kroppen mest muligt.

Gode destinationer til ferie med børn

Det kan være rigtigt spændende for hele familien, at opleve kulturen i et andet land, og man knytter derved nogle bånd indbyrdes i familien, da man senere vil kunne tale om ferien og hive feriebillederne frem igen, for at genopleve nogle af minderne fra ferien. Når man planlægger sin ferie, så er det vigtigt at tage hensyn til både børn og forældres behov og interesser. En storbyferie med museumsbesøg er nok ikke den mest hensigtsmæssige destination med helt små børn, men omvendt kan de lidt større børn godt vise interesse, selvom man måske ikke forventede det. De sydeuropæiske lande er gode destinationer når man rejser på ferie med børn, da børnene ofte ses i hverdagslivet og f.eks. ofte kommer med på restaurant, og færdes ude om aftenen sammen med familien. Det er meget almindeligt, at finde caféer og restauranter med udendørs legeområder til børnene, hvor forældrene så kan sidde i nærheden og holde øje, selvom der også ofte er personale til at hjælpe. Disse steder ses ofte i Grækenland, hvor børn ofte leger ude sent om aftenen, da klimaet har en stor indflydelse på døgnrytmen. Et land som Egypten er også værd at overveje, da egypterne er særdeles interesserede i børn, og ofte vil henvende sig til både børn og forældre, hvorved man nemmere kan komme i kontakt med lokalbefolkningen. Man vil også ofte opleve, at personalet på hoteller eller restauranter er interesserede i at lege med børnene, mens familien spiser eller opholder sig på hotellets udendørsområder. På de større hoteller i Egypten kan der endda være personale specielt ansat til at lege med børn under sikre omstændigheder, og naturligvis med forældrene indenfor rækkevidde. På den måde er der gode muligheder for en god ferie for både børn og forældre.

Rejser til Kroatien – sol, historie og adventure

Kroatien – Sol, strand og vand langs Adriaterhavskysten

Kroatien er et spændende land, som byder på noget for enhver smag. Kroatien har en kystlinje, der strækker sig næsten 2000 km langs Adriaterhavet. Langs med kysten finder man over 1000 øer, hvoraf kun omkring 50 af dem er beboede. Landet nyder et mildt middelhavsklima, og er en af de bedste destinationer i Europa, når det gælder om sol, strand og vand. Med udsigt over det klare blå vand i Adriaterhavet, og de smukke historiske byer med gamle bymure, såsom Dubrovnik, Split og Trogir,  så er der nok at opleve på en rejse til Kroatien, så man udover strandliv også kan få oplevet en spændende kultur. Og man bør ikke glemme de elegante Venetianske bosættelser i Hvar og Korčula på dalmatiske øer, de eksklusive hoteller i Opatija i Kvarner, og den gyldne byzantinske mosaikker af Poreč St Euphrasius Basilica i Istrien. Derudover finder man et spændende køkken i Kroatien, hvor frisk fisk, skaldyr og italiensk inspirerede retter præger menukortet.

Det indre Kroatien

Når man bevæger sig væk fra kysten og ind i landet, kan man opleve det kuperede landskab i Istrien, hvor de grønne bakker ruller op og ned. Her kan man opleve romantiske, middelalderlige byer som Motovun og Grožnjan, lokale vine i høj kvalitet og en sofistikeret italienskpræget stil. Kroatiens hovedstad, Zagreb, står i kontrast hertil, idet byen er meget centraleuropæisk. Alt lige fra byens arkitektur til de kulinariske tilbud afspejler de århundreder gamle bånd med Østrig-Ungarn. Zagreb udgør også en god base for at udforske de historiske slotte og vingårde i Zagorje.

Kroatien som eventyrdestination

Selvom Kroatien er blevet berømt for sin fantastiske kystlinje, så er landet også velbesøgt på grund af sine mange adventureaktiviteter. Det varierede landskab med bjergene der står i kontrast til kysten med det klare blå vand, er fascinerende i sig selv. De forrevne bjergkæder i det nordlige Velebit National Park er et paradis for vandreture og klatring, mens Cetina Valley giver udfordringer når folk drager hertil for rafting på floderne. Adriaterhavet byder på ideelle betingelser for dykning, snorkling, sejlads og kajakroning. Derudover kan man tilbringe al den tid man ønsker med at nyde de mange solskinstimer på stranden, hvis man ønsker en mere afslappende ferie. Alt i alt, så er Kroatien en ideel feriedestination, uanset om man er til kulturelle og historiske oplevelser, sol og strand, eller eventyrlige adventure oplevelser.

Rejs med DFDS og spar penge i sommeren 2010

Spar penge på billetten til England eller Frankrig

Både Frankrig og England ligger faktisk ganske tæt på Danmark, hvis man vælger søvejen. På den måde kan man køre om bord på færgen, og vågne op helt udhvilet til at påbegynde sin rejse i det pågældende land. At rejse med båd er faktisk en af de mest afslappende transportformer, når det gælder ferie, fordi man kan træde om bord på færgen, hvorefter man har mulighed for at nyde et godt måltid, nyde spændende underholdning, for derefter at få en god nats søvn, og blive vugget i søvn af havets bølger. Så blot sæt bilen på dækket – og slap af hele vejen til England eller Frankrig

Spar 22% på en kombibillet

Lige nu er der penge at spare på en kombi-billet på ruterne Esbjerg-Harwich og Dover-Dunkirk. Du kan spare hele 22% på billetten frem til 15. august 2010. Sejl til Frankrig via England med kombi-billet og spar 22 %

Tag børnene med på sejltur

Rejser du med børn, så ved vi alle, at det kan være svært at tilbyde rigeligt med underholdning på bagsædet af bilen, eller på det lille flysæde. En tur med færgen kan derfor være en god løsning for børn i alle aldre, da de har friheden til at rende rundt uden at sidde fastspændt på et sæde. Desuden er der underholdning på færgerne, så der er legerum og andre børneaktiviteter.

Rejser til Egypten – Besøg charmerende Dahab på Sinaihalvøen

Rejsetips til Dahab i Egypten; en perle på Sinaihalvøen

De fleste rejsende til Egyptens Sinaihalvø, ankommer til det store ferieparadis i Sharm el-Sheikh, hvor det er nemt at finde en billig charterrejse til Egypten. Men ønsker man derimod at komme lidt væk fra de store mængder af turister, så er Dahab en god mulighed for at finde lidt fred og ro. Naturligvis er der også masser af turister i Dahab, men byen har formået at bevare sin tilbagelænede atmosfære, og der er rig mulighed for at slappe af i den lille charmerende by.

Dahab er en lille by på Sinaihalvøens sydøstkyst. Byen ligger ca. 80 km nordøst for Sharm el-Sheikh. Dahab var oprindeligt en lille fiskerlandsby for beduiner, og er nu en af de mest attraktive dykkerdestinationer i Egypten, og er også populær blandt surfere.  Dette er med til at give byen en charmerende og tilbagelænet atmosfære, som ellers er sjælden at finde. Byens beduin historie er dog også tydelig at mærke i byen, hvor strandpromenaden primært består af små hyggelige caféer og restauranter i typisk beduinstil, med masser af kludetæpper og puder og rig mulighed for at prøve en vandpibe.

Seværdigheder og aktiviteter i Dahab

Skt. Katharina-klosteret

Fra Dahab kan man besøge Sankt Katharina klosteret, som man finder på Sankt Katharina bjerget cirka 6 km syd for Sinaibjerget. Her ligger et kloster, som idag drives af en lille flok græsk-ortodokse munke. Klosteret ligger ved foden af Moses-bjerget, som er kendt for historien om Moses, der efter sigende fik overbragt de 10 bud på dette bjerg. Der kører busser og taxier fra Dahab til området.

Kamelsafari

Man kan også tage på en kamelsafari og opleve Sinais ørkenlandskab fra den vuggende kamelryg. Der er kamelridninger langs stranden i Dahab, men man kan også tage på en decideret tur længere ud i ørkenen, hvor man vil blive mødt af beduiner og deres kameler, og drikke te på ægte beduinmaner.

Dykning

Som tidligere nævnt, så er Dahab en af de helt store dykkerdestinationer i Egypten. De mest populære steder er Blue Hole og The Canyon. Har man ikke prøvet at dykker før, så er Dahab et rigtig godt sted at begynde. Der er rig mulighed for at lære at dykke, og få et certifikat, og er man helt nybegynder så kan man starte med et prøvedyk, for lige at se det an. Har man alligevel ikke mod på det, så er Det Røde Hav også helt fortrinligt til snorkling på grund af det klare vand, de smukke koralrev og de farvestrålende fisk.

Klimaet i Dahab

Klimaet på Sinaihalvøen er mildt hele året rundt. Sommeren er dog brændende varm, og temperaturerne når nemt op til de 40 grader. Mere mildt er det om vinteren, hvor dagene godt kan være varme, selvom det bliver noget koldere om natten. December og januar kan være kølige, men stadig milde.